#FebruaryFiction nr.10 – 2023 af Torben M. Husum:
Frank sejlede rundt i studiet. Han svingede mikrofonstativet, som var han Jim Morrison genfødt. Ved andet vers blev trommesættet næsten aflivet.
”Stop!”
Torturen af ”Don’t Fear The Reaper” ophørte og alle stirrede på produceren bag glasruden.
Jørgen stemte sin japanske kopibas. Britt benyttede chancen for at nulstille trommesættet til originalpositionen. Peter slog hårdt en akkord an på guitaren. Frank svajede ved mikrofonstativet. Produceren stak hovedet ind i studiet
”Lidt mere koklokke, tak!”
”Tager du pis på os?” Frank næsten spyttede ordene ud.
”Troede du fattede referencen, Frank. Stop din t-shirt i bukserne. Din bodegasvulst er ved at vælte hele studiet.”