Forfatterstatus, oktober:
Her er en “kort” opsummering over, hvordan det skrider frem med mit forfatterarbejde netop nu
Orion-effekten: Som I jo sikkert allerede ved, er vi blevet en anelse forsinket i arbejdet med bogen; men det ser strålende ud nu. Jeg har netop den endeligt opsatte version til gennemsyn og fanger de forhåbentligt sidste småting med mit laserblik (ahem!)
I morgen ryger den tilbage til redaktøren, Nils fra Ildanach. Man skal jo ikke drikke sin egen ananasjuice, som man siger – eller noget. Men tag det fra ham, når han udtaler: “Vi er tæt på, og tro mig. Det er ventetiden værd.”
Sølvregn: Min socialrealistiske ungdomsroman er blevet rettet grundigt igennem. Jeg har tilføjet et par kapitler og filet en del hist og her. Lige nu er den til vurdering hos et forlag. Der går nok 1-2 måneder, før jeg får svar fra dem. (Forfattere skal have mere tålmodighed end børnehavepædagoger. Stakkels den, der er begge dele!)
Noveller: Tre noveller er indsendt til diverse antologier og jeg forventer svar vedr. dem i løbet af de nærmeste måneder.
Og endelig er tre andre noveller ved at nærme sig udgivelsen. Allerede i starten af november kan du læse science fiction-novellen, “Stilleben”, i “Lige under overfladen 17 – Ulige partnere” fra Science Fiction Cirklen. Den udkommer på Bogforum (4-6/11). Du kan købe et eksemplar ved deres stand
De to sidste noveller kommer i “Årlige Uploads 202.2” fra Ildanach, der nok udkommer, når OE er lettet fra reden og Nils har fået pusten igen
Og så lunter jeg rundt om den varme grød i form af et nyt bogprojekt, som jeg ikke vil røbe noget om endnu. Det er ikke treeren om Tom og Ole, kan jeg dog sige; men den skal jo nok komme en dag.
Billedet forestiller det, der møder dig, når du åbner den endelige version af “Orion-effekten” på kapitel 1 (Vignet af Benjamin Barrett).
Ciao!