Anmeldelsen indeholder muligvis mindre spoilers.
“Frygt sjælen og dyrk den ikke
For den ligner en last.”
Tom Kristensens ”Hærværk” er Danmarks måske mest berømte undergangsroman. Vi følger den fallerede anmelder og digter, Ole Jastrau, ned i dybet. Hvorfor drikker Ole? Det bliver ikke slået fast med absolut sikkerhed i bogen og er som så meget andet, inklusiv den åbne slutning, åben for fortolkning og diskussion. Siden sin fødsel har bogen været udsat for en mængde radikale fortolkninger og subjektive diskurser, som bogens forfatter hverken har be- eller afkræftet. Den minder i sit opgør med det borgerlige samfund og livsmoral om værker som ”Steppeulven” og ”Sol og måne” af Hermann Hesse, selvom disse er af senere dato. Min personlige fortolkning er, at Ole Jastrau drikker, fordi hans forfatter- og digterevne er gevaldigt undertrykt af behovet for normalitet og borgerlig livssikkerhed. Hans kreative drifter kan dog ikke undertrykkes og fører til, at han drikker sig fra det hele, kanaliserer så at sige sin kreativitet over i drikfældigheden i stedet for poesien. Men til trods for dette sjælelige og kreative fordærv er poesien der hele vejen igennem, både i forfatterens maleriske beskrivelser, men bestemt også hos Jastrau selv, der gerne forsøger at udkrystallisere sine livsomstændigheder i lyriske vendinger og faste slogans, som alle kunne sælge tusindvis af t-shirts i vor tids postmoderne hipster- og bohememiljø.
”Peter Boyesen hilser alle glade drenge!”
Slutningen er præcis som den skal være her – åben. Hvordan går det Jastrau til slut? Hvordan går det alle kreative mennesker, der ikke lytter til deres sjæl og indre drift mod skabelse? Kan du ikke af egen erfaring besvare dette spørgsmål, er det ikke Tom Kristensens job at fortælle dig det.
⭐️⭐️⭐️⭐️
(Anmeldt på goodreads.com)
