Billedet forestiller et udpluk af de bøger, som jeg foreløbigt har konsumeret i løbet af i år.
Et af de råd, man altid hører givet til spirrende og nye forfattere, er at læse. Man skal sørge for at få læst en masse af andres forfatteres værker sideløbende med sin egen skriveproces. Begrundelserne er mange, men et par af dem, som jeg helt sikkert synes er vigtige, er:
- Man får udvidet sit ordforråd og den sproglige værktøjskasse som forfatter (“Gud! Kan man også opbygge en sætning sådan der på dansk?”)
- Man kommer mentalt på bølgelængde med anden litteratur, som måske, måske ikke er i samme stil eller genre som sin egen. Ens hjerne bliver sporet ind på processen at fordybe sig i en tekst, hvilket ikke er helt nytteløst, når man selv skal skrive.
- Man bliver underholdt og bruger tiden på noget fornuftigt.
Gør det forskel, om det er lydbøger, e-bøger eller “rigtige” bøger man læser? Egentlig ikke, hvis man har opmærksomheden det rigtige sted, tror jeg. Nummer to kan muligvis være en udfordring, hvis man lytter til en bog og man ikke har den fulde koncentration der, men fx laver havearbejde imens e.l.
Jeg vil også opfordre nye, håbefulde forfattere at få læst en masse anden litteratur. Selv betragter jeg det som en del af forfattertjansen at læse anden skønlitteratur. Hvis jeg ikke får skrevet noget hver dag, så er det ok, blot jeg har læst lidt. Hvis du vil se, hvad jeg synes om de bøger, jeg har læst, kan du se mine ratings og enkelte anmeldelser på goodreads.com
Og til sidst: Kan du gætte, hvilken dansk forfatter, der er repræsenteret i seks af de læste bøger på billedet? (Skriv svar i kommentarfeltet nederst på siden.)